Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jane Grube Nordahl

Dagplejer Jane Grube Nordahl

JANES DAGPLEJE
Galtebjergvej 20, 4593 Eksebjerg

Jeg hedder Jane, og jeg er født i 1976. Jeg har været dagplejer siden oktober 2006. 
Da min store interesse altid har været at arbejde med børn, blev jeg i januar 2001 uddannet pædagog, ved Slagelse seminariet og har arbejdet med børn lige siden. 

Jeg er gift med Henrik og sammen har vi 3 drenge, Lukas fra 2003, Silas fra 2005 og Elias fra 2008. Vi bor på en lille nedlagt landejendom, med lidt dyr og et dejligt ude-område. Vi bor ikke langt fra det naturskønne, og fredede område Vesterlyng. I min fritid rider jeg, og bruger tid i naturen.

Jeg vægter det gode børneliv og i min hverdag har jeg fokus på at skabe tryghed, omsorg, nærvær, tid, rum, ro og genkendelighed for det enkelte barn. Dette er i mine øjne de vigtige faktorer for at skabe udvikling og læring.   

Jeg lægger stor vægt på at se børnenes interesser, behov og følge deres spor, i de enkelte aktiviteter og fri leg. Vi kender nok alle det, at man lærer mest når man finder noget interessant. Jeg vægter derfor legen rigtig højt. Legen giver mulighed for fordybelse, læring og et stærkt børnefællesskab. Legen er med til at fremme børns fantasi, kreativitet, sprog, nysgerrighed, selvværd og identitet.

Den styrkede pædagogiske læreplan, er rammen for mit daglige pædagogiske arbejde. Ud fra “De seks læreplanstemaer”, der er en del af den styrkede læreplan samt det børnene er optaget af, tilrettelægger jeg et læringsmiljø for den kommende uge. Planen bliver lagt på Aula, hvor I forældre kan se den. Aula vil også være stedet hvor jeg lægger billeder og lignende op, så i har mulighed for visuelt at følge med i jeres barns hverdag.   

Når jeg planlægger og udfører en aktivitet eller et forløb med børnene, tager jeg udgangspunkt i det enkelte barn, og prøver for så vidt muligt at tilpasse og justere aktiviteten, så den rummer alle børn. Dette for at tilgodese det enkelte barn og barnets nærmeste udviklingszone. Udviklingszonen er betegnelsen for forskellen mellem det, barnet er i stand til at klare på egen hånd og det som barnet kan klare med en smule hjælp – det er her der sker udviklingen.  

Én gang om ugen samles min dagpleje med fire kollegaer og deres børn i heldagslegestue. Her bliver børnene præsenteret for et større børnefællesskab og kan danne relationer med andre børn og voksne, hvilket styrker deres sociale kompetencer, leg og læring. 

Min store interesse for børn og naturen gjorde, at jeg i 2019 blev certificeret Grønne spirer naturdagplejer, med det grønne flag. Som naturdagplejer lægger jeg vægt på at børnene stifter bekendtskab med årstidernes skiften, vind og vejr. 
At mine børn kommer ud hver dag og at vi er på udflugt mindst én gang om ugen. Derudover laver jeg en årsplan med forskellige projekter, som vi følger hen over året, det kunne bl.a. være at samle skrald, fra jord til bord, på jagt efter krible krable, dyr osv.   
Naturen byder på et utal af oplevelser og er et fantastisk rum at sanse og opleve i.
Jeg ønsker at gøre børnene nysgerrige, reflekterende og deltagende, når de er i naturen.
Vi gør brug af forskellige undersøgelsesmaterialer, (forstørrelsesglas, terrarie, osv) som vi tager med ud i naturen således, at børnene kan opleve og undersøge naturen, helt tæt på. 

Da der udendørs er højt til loftet og plads til udfoldelse, er der god grobund for at give plads, rumme forskelligheder og samtidig styrke fællesskabet blandt børnene. Jeg synes det er vigtigt at børnene får respekt for- og kendskab til naturen og naturfænomener.
Jeg opfordrer børnene til at røre, dufte, se, høre og smage, når vi er i naturen. Vi smager f.eks. på skovsyre, holder en regnorm, eller lytter til fuglene. Børn lærer ikke kun ved at få tingene fortalt, de skal også mærke det med deres egen krop og ved sansernes kraft.