Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jette Lykke Henriksen

Dagplejer Jette Henriksen

JETTES DAGPLEJE
Platanhaven 23, 4470 Svebølle

Jeg hedder Jette Henriksen og bor i rækkehus sammen med min mand Jan. Jeg har to voksne børn, to børnebørn samt en labrador hund, som hedder Frida.
Jeg er ikke-ryger og der ryges heller ikke i mit hjem.

Siden 1996 har jeg været dagplejer, og jeg elsker min hverdag med børnene.
Jeg har været på førstehjælpskursus og andre relevante kurser som dagplejer.

Hos mig har børnene et legeværelse med forskelligt legetøj og aktivitetsting, og de kan lege både på legeværelset og i stuen. Udenfor har jeg legeplads med sandkasse, legehus og plads til at løbe og køre på forskellige køretøjer. Derudover har jeg en legeplads og grønne områder lige ved siden af mit hus, som vi bruger tit. 
Vi er ude hver dag for at bruge kroppen og mærke naturen, som forandrer sig hele tiden.

Jeg besøger ind imellem andre dagplejere sammen med børnene, så børnene kan lege med de andre børn, og vi kan lave aktiviteter sammen
Jeg går i legestue én gang om ugen, sammen med fire andre dagplejere og deres børn. Vi laver aktiviteter sammen og børnene får mulighed for at lege med flere børn og lave aktiviteter, hvor der er flere børn med ad gangen. Jeg deltager sammen med børnene i gymnastik én gang om ugen i efterår/vinter og vi går til sang/motorik en halv times tid hver 14. dag. Dette gør vi sammen med de andre dagplejere, hvor vi får gode oplevelser sammen.

Min hverdag planlægges ud fra de 6 læreplanstemaer i den pædagogiske læreplan, for at sikre mig at børnene får tilbudt aktiviteter, så de får styrket både sprog, motorik, sociale- og personlige kompetencer. Hver uge laver jeg også en ugeplan, samt dokumentation i form af billeder og skrivelse til jer forældre i Aula.

Jeg lægger meget vægt på at børnene føler sig som en del af et fællesskab her hos mig, så vi leger sammen og hjælper hinanden. Jeg er meget med omkring børnenes leg, for der er meget at lære i den alder. Vi griner meget sammen og jeg giver gerne et kram hvis der er brug for det. 

Når børnene kommer til mig om morgenen, spiser nogen morgenmad og vi leger, synger eller læser bog. Så spiser vi formiddagsmad og derefter laver vi sproglige, kreative eller motoriske aktiviteter sammen eller vi går ud og leger eller går tur. Det er vigtigt for mig, at børnene er aktive og deltager, så får de meget mere ud af det. Planen jeg har lavet, kan derfor godt blive ændret, hvis børnene har behov for det.
Vi spiser som regel frokost ved 11 tiden og det gør vi i køkkenet, hvis vi ikke leger skovtur på tæppet i stuen. Vi kan få rugbrød og hjemmelavede varme retter. Alle sover til middag og bagefter er der eftermiddagsmad og vi leger ude eller inde, frem til at børnene bliver hentet.

Omsorg, nærvær, læring, leg samt fællesskab er de værdier jeg prioriterer i min dagpleje. Jeg er et varmt og lattermildt menneske, som gør meget ud af at skabe et trygt miljø
for “mine børn”.