Jeg hedder Joan, jeg er født i 1970 og er gift med Brian. Vi har to piger, hvoraf den ene bor hjemme, Pernille født 1998 og Line født 2001. Vi har også en hund som hedder Buller. Den er ikke sammen med børnene, når dagplejen er åben.
Jeg har været dagplejer siden januar 1998. I 2003 tog jeg Pædagogisk Grunduddannelse og derudover har jeg førstehjælpskursus og andre relevante kurser. Jeg er Tillidsrepræsentant for mine kollegaer, og der er få møder om året i den anledning.
Jeg bor i et parcelhus, hvor jeg har legeværelse med legetøj og aktiviteter til alle aldre. I dagligdagen, når vi er indenfor, leger børne på legeværelset, og i min store gang, og vi spiser alle dagens måltider fælles i køkkenet.
Udendørs har jeg en lukket have, hvor der er sandkasse, rutsjebane og forskellige køretøjer, som vi bruger næsten hver dag.
Jeg vægter børnefælleskaber, tid, fordybelse, det enkelte barns udvikling, samt natur højt i min dagpleje.
Når vi går tur, bruger vi meget nærområdet. Det kan være til fodboldbanerne ved hallen, hvor børnene kan løbe frit rundt og få brugt kroppen på en anden måde. Det kan være til den lokale Shelter plads, hvor vi kan lave aktiviteter eller til Frederiksberg skoven, som altid byder på naturoplevelser. Vi er heldige at der er mange stier, som vi kan vi går ture på, så vi ikke kommer så tæt på trafikken.
Jeg lægger meget vægt på at give det enkelte barn, alt den tid, som barnet har brug for. Både når barnet lige er startet, samt når barnet skal lære noget nyt. Jeg er meget opmærksom på at støtte barnet i sin psykiske og følelsesmæssige udvikling.
Min dagligdag starter kl. 06.30 hver dag. Derfra og til kl. 07.20 er der morgenmad. Det kan være grød med frugt, brød og mælk til. Kl. 08.30 synger vi, derefter er der formiddagsmad (brød og frugt). Fra vi har spist formiddagsmad og frem til frokost, er der planlagt aktiviteter. Det kan være kreativ aktivitet, sang, musik eller leg - ude som inde. Det kan også være sproglige aktiviteter.
Vi tilstræber at komme udenfor og lege eller gå en tur hver dag.
Vi spiser frokost cirka kl. 11:00, det kan være rugbrød eller en varm ret, med grønt og mælk til.
Når børnene har sovet til middag, får de lidt frugt, samt brød og vand og så leger børnene eller vi læser lidt.
Jeg lukker kl. 16.15 hver dag, fredag kl. 15.30.
Hver fredag er vi på banerne og bruge kroppen og når vejret er til det, har vi madpakkerne med.
Én gang om ugen er vi i legestue, sammen med fire andre dagplejere og deres børn. Her får børnene mulighed for at være sammen i større grupper og lave anderledes aktiviteter.
I vintermånederne går vi til gymnastik oppe i Svebøllehallen, sammen med alle de andre dagplejere.
Både i legestuen og hos mig, arbejder vi ud fra de styrkede læreplaner. Jeg laver planer for hvad børnene kan opleve hver uge i min dagpleje, så jeg kan tilrettelægge aktiviteter der sikrer, at der leves op til læreplanerne, og dermed styrkelse af børnenes udvikling