Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Jytte Adelgren Nielsen

Dagplejer Jytte Adelgren Nielsen

JYTTES DAGPLEJE
Bøgevej 16, Havnsø, 4591 Føllenslev

Jeg hedder Jytte, og jeg bor i parcelhus i Havnsø, sammen med min mand Kim, og vores lille hund Batman. Jeg har 3 voksne børn, som er flyttet hjemmefra. 
Jeg er ikke ryger og der ryges ikke i hjemmet. 

Jeg har været dagplejer siden 1/4-2005. Jeg er uddannet Sosu assistent, og har arbejdet på Roskilde og Holbæk sygehus. Siden jeg blev dagplejer, har jeg været på førstehjælpskursus og andre relevante kurser som dagplejer.

Dagligt arbejder jeg ud fra de 6 læreplanstemaer, der er fastlagt i Loven om Pædagogiske læreplaner 

  • Alsidig personlig udvikling. 
  • Social udvikling.
  • Sprog og Kommunikation.
  • Krop, sanser og bevægelse.
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, Æstetik og fællesskab. 

Det vigtigste for mig er, at give det enkelte barn, tryghed, nærvær og omsorg, så det derigennem får opbygget selvtillid og føler sig værdsat. 
For mig er det vigtigt at al læring sker igennem leg, så det bliver sjovt og naturligt at lære. Jeg har et legeværelse med legetøj og aktivitetsting, så der er muligheder for enhver alder.
Jeg møder børnene hvor de er, og jeg skaber rammer så de lærer at være i et fællesskab, hjælpe hinanden, vise hensyn til og med hinanden, vente på hinanden, dele glæder og følelser med hinanden. Når børnene når en vis alder, skaber jeg rammer, så jeg kan hjælpe børnene, så de øver sig i at blive mere selvhjulpen.

Jeg taler rigtigt meget med børnene om alt det vi laver og ser i vores dagligdag. Vi synger og læser/kigger i bøger hver dag og snakker ud fra billederne. Vi synger og snakker rim og remser. Laver sanglege med fagter. 
Vi øver motorikken, bygger motorikbane af forskellige ting, hvor vi kravler over, under og igennem ting. Kravler op og ned. Øver balancen, vi hopper, danser og slår kolbøtter. Kører på scooter, og andre køretøjer i haven, hvor haven også fylder meget i vores hverdag.

Vi har en dejlig lukket have at lege i, hvor der er mulighed for mange forskellige lege afhængig af alder. Vi tager også på tur i vores dejlig område. Vi besøger stranden, havnen, sommerhus områderne med dejlige stisystemer, og campingpladsen hvor vi hilser på gederne. 

Jeg er en kreativ person, der gerne vil lære børnene, at være kreative. Vi maler, tegner, klipper, klister og bruger fantasien, og laver sjove ting. Bl.a. laver vi ting til årets højtider; fastelavn, påske og jul, m.m. 

En gang om ugen er vi i heldagslegestuen, hvor børnene møder ind i legestuen og hentes i legestuen igen. Vi er fem dagplejere og børn, der er sammen hele dagen. Der har vi nogle andre muligheder for at lave nogle fælles arrangementer, og børnene kan lære de andre dagplejere og børn at kende, hvilken er godt, hvis der bliver brug for gæsteplads med fx ferie.